Dansk Centrum nyt logo

Et sundt erhvervsliv er danskernes velfærd

Økonomisk vækst skabes gennem et sundt erhvervsliv. Dette er den bærende forudsætning for stort set alle andre funktioner i vort samfund. Det er også den væsentligste forudsætning for at vi får et trygt samfund og for at vi kan sikre den personlige frihed. Herunder er det afgørende for at den enkelte kan få mulighed for at udvikle sig og fungere til størst mulig gavn for samfundet i øvrigt.
Det politiske arbejde for Dansk Centrum rettes derfor i første række mod tiltag, der kan skabe de bedst mulige forhold for dansk erhvervsliv og danske erhvervsinteresser.
Vi skal have skabt flere arbejdspladser og markant bedre indtjening i dansk erhvervsliv. Dette sikres primært ved at mindske beskatningen af virksomhederne og af lønindkomst samtidig med, at arbejdsmarkedet fastholder en lav lønudvikling til gavn for konkurrenceevnen.
I denne forbindelse skal den offentlige administration mindskes og det offentlige forbrug reduceres. Hermed frigøres den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra det offentlige til de nye stillinger i erhvervslivet.
Når det økonomiske afkast hos de danske virksomheder og hos de selvstændige erhvervsdrivende øges, får det private erhvervsliv plads til at investere og til at udvikle forretningsområderne.
En høj indtjening i dansk erhvervsliv vil samtidig være medvirkende til at skabe et bolværk mod udenlandske fjendtlige overtagelser af  danske virksomheder, der som vi ofte ser fører til, at de optjente værdier på mystisk vis smuldre, ved at overskuddet fra disse virksomheder placeres andre steder end i Danmark og arbejdspladser og viden flyttes til fjerntliggende lande. 
Et stærkt og velfungerende erhvervsliv i Danmark er ikke betinget af, at EU skal udvikle sig til en kopi af de forenede stater. Det er i det hele taget en komplet hovedløs politik at integrere et velfungerende og økonomisk stærkt land som Danmark i en europæisk union, hvor Danmark grundet sin størrelse ikke får nogen som helst indflydelse samtidig med, at vi med den stærke økonomi og det velfunderede danske erhvervsliv bliver en af de store bidragsydere.
Danmarks stilling svækkes ved den fortsatte europæiske integration, fordi vi i denne proces mister de værktøjer og den manøvrefrihed, der er nødvendige for at vi kan udvikle vort erhvervsliv og landets økonomi. Det er naivt at forestille sig, at de større lande i EU af sig selv, vil tildele Danmark betingelser, der får vores økonomi til at vokse. Det flertal, der i sin tid stemte Danmark ind i EF, havde tanker på dannelse af et europæisk frihandelsområde uden generende handelshindringer. Dette er til dels opfyldt i det nuværende EU. Men at EU skulle udvikle sig til en europæisk altomfattende statsdannelse, havde de færreste i tankerne. Dette kom tydeligt til udtryk ved danskernes nej til Euroen, hvor de fleste kunne gennemskue hvad der blev stemt om.
Det til trods fortsættes det europæiske integrationsarbejde af såvel af Venstre som af Socialdemokratiet. Nice-traktaten turde de EU glade politikere end ikke bringe ud til folkeafstemning, fordi de frygtede at selv små ændringer med stor sandsynlighed ikke kunne vinde folkelig opbakning. Det samme gjorde sig gældende for Lissabon-traktaten, der ligeledes blev ratificeret uden at inddrage vælgerne. Udviklingen er derfor gået langt videre, end det mandat, der er givet af befolkningen ved de hidtil afholdte folkeafstemninger og langt videre end det, der er ønskeligt og gavnligt for udvikling af et stærkt erhvervsliv og en sund økonomi i Danmark. Senest blev der d. 3. december 2016 stemt nej til at afskaffe retsforbeholdet, endnu engang skulle de EU-glade partier prøve om de kunne trække mere union ned over hovedet på danskerne, men de blev mødt af et bastant nej. Disse forhold er hovedårsagerne til at vi har stiftet Dansk Centrum. Det er forhold som har vital betydning for hele vort samfund og som er forudsætningen for, at vi kan sikre rettighederne, velfærden og friheden for det danske folk.